UBVA-prisen 2023

UBVA-prisen 2023 gik til direktør i Rettighedsalliancen Maria Fredenslund.

Prisen blev uddelt på UBVA-symposiet 9. november 2023.

I sin overrækkelsestale anførte Akademikernes næstforperson Camilla Gregersen blandt andet:

Maria Fredenslund har været direktør i Rettighedsalliancen siden 2015.

Der gik lang tid, før der kom en bred samfundsmæssig accept af, at store dele af vores verden rykkede hen på internettet, og der derfor var behov for regulering. Det forstod Maria hurtigt. Hun har gennem sit arbejde i Rettighedsalliancen været i tæt dialog med de kunstneriske og kreative mennesker og erhverv, som lever af at skabe musik, film, bøger og design af høj kvalitet, og hun har været eminent til over for beslutningstagere at få kommunikeret, at hvis vi fortsat vil have musik, film, litteratur og design af høj kvalitet, så er der brug for beskyttelse og regulering.

Vi har brug for, at der bliver skabt nye værker, bøger, film, design og kunst. Maria har vedholdende holdt fast i vigtigheden af ophavsrettigheder ved at tage dialog med politikere og embedsmænd, stille op til konferencer og høringer og tale med medierne.

 Efterhånden blev det tydeligt, at det at en forfatter skulle have betaling, når hans bog blev læst, og en musiker skulle have vederlag, når hendes sang blev spillet, ikke var udtryk for censur, men for at vi anerkender værdien af alle de skønne kulturprodukter, som omgiver os, og som vi ønsker fortsat bliver produceret. Tak til Maria Fredenslund – og hele holdet bag hende – for det vedholdende arbejde for at sikre ophavsret for alle, der er producenter af kunst, design og viden.

 Vi ønsker Maria tillykke med den velfortjente pris og æren som dermed følger.


2023-symposiet, inkl. prisuddelingen og Maria Fredenslund takketale, kan ses som web-tv her på hjemmesiden fra december 2023.

Overrækkelse af UBVA-prisen 2023 til Maria Fredenslund

 



UBVA | Nørre Voldgade 106 | 1358 København K | CVR: 62968818